Køb kasserede julegaver og spar
Uanset hvordan man vender og drejer det, så kommer man ikke uden om, at det i den grad er ved at være jul. Det betyder også, at det er højsæson for julegaver og julegaveindkøb. Lige efter jul starter en anden helt stor begivenhed, nemlig det helt store bytteræs. De fleste varer der købes til julegaver, kommer naturligvis med byttemærker, så de nemt kan byttes eller returneres.
Der er dog også en særlig slags julegaver, som der findes flere hunderede tusinde af, der ikke kommer med hverken et byttemærke eller muligheden for at returnere dem. Det er nemlig de firmagaver som de danske virksomheder bruger millioner og atter millioner på. Der er nogle der vælger gavekort til specielle gaveportaler, hvor de ansatte selv kan vælge, hvad de gerne vil have.
De fleste vælger dog stadig at investere i noget, som de giver til alle deres ansatte. Det kan være alt fra trådløse højtalere til designerlamper, køkkenknive og meget andet. At disse ikke kan byttes betyder, at der kommer rigtig mange af dem til salg på diverse hjemmeside for køb og salg af brugte ting. Når der kommer meget af det samme til salg på samme tid, betyder det typisk også at prisen bliver lav.
I sidste uge var det mere end 6000 Danfoss ansatte, der fik en Marset Ginger, der fra ny sælges for et godt stykke over 2000 kroner. Mange af de 6000 har valgt at sætte deres gave til salg, men det har været til priser mellem 700 og 1500 kroner. Det har altså været muligt at købe den populære lampe fra helt ny til langt under halvdelen, af hvad man normalt ville skulle give.
Dette er naturligvis langt fra eneste tilfælde, og der kan derfor i de kommende uger, være rigtig mange penge at spare på den slags produkter. Så hvis man holder lige øje, er det altså muligt at gøre nogle rigtig gode handler. Dog skal man lige være opmærksom, da der er i nogle tilfælde er tale om reklamegaver, hvor der kan være påtrykt firmalogo og lignende.